Hvad gør shampoo ved mit hår?

Den findes i alle brusekabiner, ved kanten af ethvert badekar og næsten altid i bagagen, når du er ude og rejse. Vi taler selvfølgelig om shampoo. Men hvad er det egentlig og hvorfor er det så vigtig en del af vores hygiejne? Gør alle shampooer det samme eller er det faktisk noget specielt ved en shampoo til fint hår? 

Fedt, olie og sulfater 

Vores hovedbund er levende og livet i hovedbunden kræver speciel pleje. Hårsækkene i vores hovedbund producerer noget, som kaldes for sebum. På dansk hedder det talg, men i daglig tale kalder vi det for fedt. Der er stor forskel på hvor meget sebum vores hårsække udskiller, og det bliver på samme tid også påvirket meget af vores plejerutiner. Du kender det nok fra køkkenet, at det er en nærmest umulig opgave at vaske fedtede ting rene, hvis du ikke bruger enten opvaskemiddel eller kogende vand. Det samme fænomen er faktisk grunden til, at shampooen er så vigtig i hårplejen. De fleste shampooer indeholder nemlig sulfater, som er et virkemiddel, der binder fedt, så vi kan vaske det ud. Uden sulfat preller vand bare af på håret, uden at tage andet end det alleryderste fedt med sig.  

Skal en shampoo vaske mit hår og hovedbund rent for fedt? 

Her er det faktisk et meget personligt valg. Som udgangspunkt råder vi altid til, at du anvender en mild shampoo, som kun tager det værste overskydende fedt med sig. Det gør vi fordi, at dit hår og din hovedbund helst skal være i en balance, hvor der er en jævn produktion af fedt i hårsækkene. Hvis du vasker med meget skrappe shampooer, som fjerner alt fedt fra hår og hovedbund, så tvinger du nemlig hårsækkene til at kompensere. Det betyder, at du med skrappe shampooer ofte vil opleve, at dit hår igen føles fedtet på meget kort tid. Det er ikke et problem, hvis din rutine går på at vaske håret ofte, men vi synes ikke det er det bedste valg.  

Shampoo og skæl 

Et af de spørgsmål vi oftest får, det handler om skæl. Mange oplever nemlig, at de i perioder får meget skæl, uden at de kan gøre noget ved det. Der kan være mange grunde til, at du oplever skæl og irriteret hovedbund, som du blandt andet kan læse om her. Men en af de store syndere, det er faktisk de skrappe shampooer. Grunden til at vi anbefaler produkter, som holder din hovedbund i balance, det er fordi balancen modvirker skældannelsen. En overproduktion af fedt, som oftest kommer af skrappe shampooer, kan nemlig kvæle hovedbunden. Når din hovedbund bliver kvalt, så er det fordi den bliver dækket af et tykt lag fedt, som gør det svært for den at ånde. Når den ikke kan ånde, så kommer der de her små flager af død hud. For at undgå det, der anbefaler vi, at du bruger en mild shampoo og sørger for at massere din hovedbund, når du vasket dit hår. Det gør to ting: Massagen stimulerer blodcirkulationen i hovedbunden, og du får det harske lag fedt med, som kan give dig skæl.